For at du kan beregne E-kontrollen, er det nødvendigt at registrere status-beholdningen af dyr på statusdatoen, som er periodens slutdato. Som startstatus bruges tal fra slutstatus fra den foregående E-kontrol.

Statusbeholdningen bruges til at afstemme, om det antal dyr, der er talt op, stemmer overens med det antal dyr, som PigVision beregner ud fra den foregående status, samt de ind- og afgange, der har været i perioden.  

 

Status for søer og orner

Gå til "Søer/Orner" - "Status". 

 

 

Dato: Her registrerer du datoen for optællingen i stalden.

 

Lokation Kode: Her registrerer du, hvilken lokation beholdningen er gældende for. Det er vigtigt, at dette er samme lokation, som E-kontrollens beregningsgrundlag (denne ses under fanen "Generelt" – "Produktionsrapport").

 

Aktiv: Ved at sætte flueben her, bliver denne statusdato valgt på forhånd, når du beregner E-kontrollen - dog er det kun de seneste 5 statusbeholdninger/perioder, der er sat flueben ved, som vises i rapporten.

 

Orner/Søer/Gylte: Her registrerer du statusbeholdningen på de pågældende dyregrupper.

 

Polte med nummer: Her registrerer du statusbeholdningen for polte med nummer. Det er kun aktuelt, hvis poltene får et sonummer, før de løbes, eksempelvis hvis de går i en transponder-træningsstald.

 

Pattegrise Antal: Her registrerer du antallet af pattegrise.

 

Kg/Gns. vægt: Her registrerer du enten pattegrisenes samlede vægt (kolonnen Kg) eller deres gennemsnitsvægt, hvorved totalvægten beregnes. Værdien med blåt, er det tal, som programmet beregner.

 

Hvis du under "Generelt" – "Produktionsrapport", har opsat E-kontrollen, så den skal inkludere polte- og/eller klimastalds-lokation, så vil det være muligt at registrere status-beholdning i disse felter. Hvorledes du benytter de forskellige kolonner, er ens for både klimastald og polte.

 

Lokation Kode: Hvis du har koblet en polte- og/eller en klimastalds-lokation på produktionsrapporten vil indberetninger på disse lokationer være identiske, hvad enten status er tastet i "Grise i vækst" eller "Søer/Orner".

 

Total antal: Det totale antal dyr på lokationen.


Vægt Total/Vægt per gris: Du bestemmer selv, om du vil indtaste en total- eller gennemsnitsvægt. PigVision beregner den værdi, du ikke indtaster og viser dette med blåt.

 

Værdi pr. dyr/Værdi pr.kg: Her kan du koble en værdi pr. dyr og/eller en værdi pr. kg. på poltene og/eller klimastaldsgrisene.

 

Status for Grise i vækst

Gå til "Grise i vækst" - "Status".
 

 

Dato: Her registrerer du datoen for optællingen af grise.

 

Lokation Kode: Her registrerer du, hvilken lokation beholdningen er gældende for. Det er vigtigt, at dette er samme lokation, som E-kontrollens beregninger, dvs. det skal være samme lokation, som du har opsat E-kontrollen for i "Generelt" – "Produktionsrapport".

 

Total antal: Her registrerer du antallet af optalte grise ved status.

 

Vægt Total / Vægt/gris: Du kan enten vælge at registrere det totale antal kg eller gennemsnits vægt pr. gris. Derefter beregner programmet selv den anden del af vægten. I eksemplet ovenfor er den totale vægt registreret og programmet har udregnet gennemsnitsvægten, hvilket er grunden til, at værdien er blå. 

 

Aktiv: Ved at sætte flueben her, er statusbeholdningen valgt til beregningen af E-kontrollen, dog er det kun de seneste 5 status-beholdninger/perioder, der er valgt og ikke alle, trods de alle har flueben.

 

Værdi/dyr: Her tildeler du dyrene en statusværdi og denne bruges ved beregning af statusforskydning i E-kontrol.

 

Værdi/kg: Her tildeler du hvert kg dyr en statusværdi og denne bruges ved beregning af statusforskydning i E-kontrollen. Bemærk: Statusværdi og handelsværdi er ikke det samme. 

SEGES beregner statusværdier, der er tilgængelige på www.farmtalonline.dk.

 

Status generelt

Flere lokationer på samme rapport

Har du under "Generelt" – "Lokationer" angivet et lokationshierarki, hvor stier kan være en del af en sektion, sektioner en del af stalde, osv., skal du være opmærksom på, at der skal angives en status for hver lokation du ønsker at beregne en E-kontrol på. Har du eksempelvis 3 sektioner med hver 25 dyr i hver og ønsker at lave en rapport for hele stalden, skal du under status angive, at der er 75 i stalden, også selvom du har lavet status på alle 3 sektioner.

 

Status, hvis stalden har været tom 

Hvis stalden har været tom på en statusdag, sætter du antallet af dyr til 0. Dette kan du også sætte statussen til, hvis du lige er startet med produktion og skal have et udgangspunkt til E-kontrollen.

 

Hvis produktionen kører som ''Alt ind/Alt ud'', kan det være hensigtsmæssigt at lave E-kontrollen på batches i stedet for lokationer.